Hans økonomi rakte ikke til et større religiøst sceneri, men på den anden side ønskede han heller ikke et ungdomsbillede, hvor han konstant ville være nødt til at insistere på, at dette skam var den ægte vare. Det skulle kunne ses, at dette var en Rembrandt.
Maleriet er indiskutabelt Rembrandt, men siden han selv gjorde det færdigt, har andre fundet (pekuniær) trang til at male videre på det. Formodentlig fordi hans portrætterede kvinde oprindelig har udgjort den ene halvdel af et portrætpar, og nogen har så fundet det lidt for nøgent, da hun siden hen blev alene. Det har været for svært at sælge. En arm blev derfor tilføjet.
Og det er en smuk arm. Med et fantastisk lys lagt på den lille salmebog i hendes hånd. Problemet er blot, at det i grunden så ikke længere er en Rembrandt. For hans evne til at skabe et eftertankens blide lys på ansigtet, har fået skarp konkurrence fra endnu et lysfokus. Vore blikke ved knapt nok, hvilket fokuspunkt, de skal vælge. Og værst af alt: vi ser ikke længere mesterhånden, hvor Rembrandt raffineret har ladet halvdelen af billedfladen være udefineret.
Armen er lagt ovenpå. Undersøgelser har godtgjort, at den ikke er lagt ned i den oprindelige malestruktur, selvom denne, anden kunstner i sin tid har haft sine kvaler med at sætte skulder og arm rigtigt ind. Når lyset er klart, kan man se indtil flere albueforsøg.
Armen kan derfor også fjernes igen. Og man har gjort det før i museets nyere historie. I 1980erne blev Marstrands tilmaling fjernet fra museets Sofonisba, fordi selv en Marstrand ikke kan måle sig med Sofonisbas ikke-færdigmalede værker.
Det kunne gøres igen. Som det er nu, tilhører Rembrandten snarere kunsthistorien end kunsten. Forskellen betyder, at Nivaagaards Rembrandt endnu ikke er indgået i den offentlige fællesfortælling - som var Johannes' drøm.
No comments:
Post a Comment