Monday 28 July 2008

Ligaen til armens fjernelse

Johannes Hage var manden bag Nivaagaards Malerisamling, åbnet første gang i eget hus for publikum i 1903. Da havde han netop fundet dét maleri, der i hans egne øjne gjorde samlingen til en SAMLING: en Rembrandt.

Hans økonomi rakte ikke til et større religiøst sceneri, men på den anden side ønskede han heller ikke et ungdomsbillede, hvor han konstant ville være nødt til at insistere på, at dette skam var den ægte vare. Det skulle kunne ses, at dette var en Rembrandt.

Maleriet er indiskutabelt Rembrandt, men siden han selv gjorde det færdigt, har andre fundet (pekuniær) trang til at male videre på det. Formodentlig fordi hans portrætterede kvinde oprindelig har udgjort den ene halvdel af et portrætpar, og nogen har så fundet det lidt for nøgent, da hun siden hen blev alene. Det har været for svært at sælge. En arm blev derfor tilføjet.

Og det er en smuk arm. Med et fantastisk lys lagt på den lille salmebog i hendes hånd. Problemet er blot, at det i grunden så ikke længere er en Rembrandt. For hans evne til at skabe et eftertankens blide lys på ansigtet, har fået skarp konkurrence fra endnu et lysfokus. Vore blikke ved knapt nok, hvilket fokuspunkt, de skal vælge. Og værst af alt: vi ser ikke længere mesterhånden, hvor Rembrandt raffineret har ladet halvdelen af billedfladen være udefineret.

Armen er lagt ovenpå. Undersøgelser har godtgjort, at den ikke er lagt ned i den oprindelige malestruktur, selvom denne, anden kunstner i sin tid har haft sine kvaler med at sætte skulder og arm rigtigt ind. Når lyset er klart, kan man se indtil flere albueforsøg.

Armen kan derfor også fjernes igen. Og man har gjort det før i museets nyere historie. I 1980erne blev Marstrands tilmaling fjernet fra museets Sofonisba, fordi selv en Marstrand ikke kan måle sig med Sofonisbas ikke-færdigmalede værker. 

Det kunne gøres igen. Som det er nu, tilhører Rembrandten snarere kunsthistorien end kunsten. Forskellen betyder, at Nivaagaards Rembrandt endnu ikke er indgået i den offentlige fællesfortælling - som var Johannes' drøm.

Tuesday 8 July 2008

Selv adelige kan være mennesker

Johannes blev såret under tilbagetrækningen i 1864. Da havde han allerede mistet sin storebror på Dybbøl. Brødrene var 190 cm. høje, hvor gennemsnittet for unge mænd dengang var ca. 164 cm., så de har noget nær ageret målskiver.

Efteråret 1864 blev han derfor sendt til Præstø på rekreation. Herfra rapporterede han at være stødt på et for ham ukendt fænomen: den gamle landadel. Han var så meget barn af borgerskabet, at det kom som en overraskelse, at aristokratiet også kunne være mennesker. De kunne endog tale:

"Det er ellers en slem reactionair Egn med en utallig Mængde Kammerherrer. Paa Nysø har jeg været nogle Gange. Den gamle Baron er en af de pudsigste, men elskværdigste Mennesker man kan see. Elise Stampe er ogsaa meget rar og det er helt forunderligt at tale med et saadant Menneske i et ellers saa aristokratisk Hus. Stamherren på Christinelund er ogsaa en aldeles og meget national Mand. De første Officerer, der gik ud til Nysø troede at Baronen var en gammel Laquai, han tog sin flade Hue af langt borte, hoppede henimod dem, bukkede, lidt frem igjen, bukkede igjen, o.s.v., ja han er skrækkelig komisk".

Hvilket fortæller os ikke så lidt om 1864-krigen også og dens baggrund i det borgerlige styre - at han end ikke ved fronten kom uden for sin egen kreds.

Sunday 6 July 2008

Potrættet af Johannes Hage


Niels, min bror, lægger basstemme til Johannes' breve, når vi er ude at holde foredrag sammen om ham. Men man kan ikke være to på en scene, som min Mor sagde: der skal være et ulige antal for at få liv og balance. Hun malede med en drive som ingen anden, og på en time havde hun skabt Johannes' portræt i olie, med målene 60x70 cm. dvs. noget over naturlig legemsstørrelse.

Vi nyder at have ham med. Maleriet fanger hans nysgerrige, lidt spørgende blik, fuld af uskyld og interesse, som synes at have været indbegrebet af Johannes.


Den umulige roman

Mens jeg skrev Samling med egen Rembrandt fastholdt en af mine gode forfattervenner, Hans Schmidt Petersen, at nu burde jeg springe ud og begynde at skrive fiktion.

Hvem ved, om det sker en dag? - men lige netop Johannes Hage (1842-1923), krigsveteran, godsejer, politiker og museumsstifter ville være en umulig opgave. Et så godt menneske skal man lede længe efter. Livet igennem var han indstillet på at stille op for sine medmennesker i en grad, at han endog var parat til at gå i krig for dem. Som 56-årig drog han til Grækenland for at kæmpe mod tyrkerne, for han havde dog kæmpet som ganske ung i 1864 og en gang soldat altid soldat, som han pointerede. 

Livet skriver simpelt hen for dårlige romaner. At skrive en sådan over Johannes ville blive en klistret sag med et mylder af næsten hysterisk kendte navne fra H.C. Andersen og Carl Jacobsen til Orla Lehmann og Carl Ploug. De to sidstnævnte var ligefrem familie.

I stedet kom skriveprocessen til at være en mosaik, hvor det handlede om at komme bag om de gode historier. At han eksempelvis ikke var mere krigsnaiv, end at han medbragte lazaret, læger og dyrlæger, hvad der blev god brug for i Grækenland. Her havde historieskrivningen sin force frem for romanfortællingen, men det blev aldrig en nem proces, for man kommer til at holde så uendeligt meget af Johannes, at det er svært at holde ham ude fra sig i strakt arm.