Den umulige roman

Mens jeg skrev Samling med egen Rembrandt fastholdt en af mine gode forfattervenner, Hans Schmidt Petersen, at nu burde jeg springe ud og begynde at skrive fiktion.

Hvem ved, om det sker en dag? - men lige netop Johannes Hage (1842-1923), krigsveteran, godsejer, politiker og museumsstifter ville være en umulig opgave. Et så godt menneske skal man lede længe efter. Livet igennem var han indstillet på at stille op for sine medmennesker i en grad, at han endog var parat til at gå i krig for dem. Som 56-årig drog han til Grækenland for at kæmpe mod tyrkerne, for han havde dog kæmpet som ganske ung i 1864 og en gang soldat altid soldat, som han pointerede. 

Livet skriver simpelt hen for dårlige romaner. At skrive en sådan over Johannes ville blive en klistret sag med et mylder af næsten hysterisk kendte navne fra H.C. Andersen og Carl Jacobsen til Orla Lehmann og Carl Ploug. De to sidstnævnte var ligefrem familie.

I stedet kom skriveprocessen til at være en mosaik, hvor det handlede om at komme bag om de gode historier. At han eksempelvis ikke var mere krigsnaiv, end at han medbragte lazaret, læger og dyrlæger, hvad der blev god brug for i Grækenland. Her havde historieskrivningen sin force frem for romanfortællingen, men det blev aldrig en nem proces, for man kommer til at holde så uendeligt meget af Johannes, at det er svært at holde ham ude fra sig i strakt arm.